Hvad er employer branding?

01. marts 2021

Employer branding har i flere år været et af de mest omtalte begreber inden for både marketing, rekruttering og HR generelt. Og du er garanteret stødt på det et utalt af gange. Men der florerer forskellige definitioner og forståelser af begrebet. Så hvad betyder det mere præcis?

Selve idéen bag employer branding bunder egentlig i nye præmisser for at beskæftige sig med branding. I tidligere tider arbejdede man ud fra et kommunikationsparadigme, som har fået betegnelsen ”kanyleteorien”. Tanken var her, at mennesker modtager budskaber forsvarsløst og forstår dem et-til-et, som de var intenderet fra afsender.

For ens branding betød dette menneskesyn, at man roligt kunne fortælle om alle sine produkters fortræffeligheder, og dem ville ens forbrugere lytte til og tage imod. Det samme gjaldt for ens nuværende og potentielle medarbejdere.

Den menneskelige side af forretningen

På sigt har dette syn på branding dog ændret sig, og efterhånden er det sjældent gradsforskelle i produkter, der gør, at forbrugere køber det ene frem for det andet – eller at medarbejdere tiltrækkes og fastholdes på en arbejdsplads. I stedet har man fået øjnene op for den menneskelige side af forretningen.

Her er virkelig et sted, hvor virksomheder kan differentiere sig fra andre. Med de kompetencer, værdier og fællesskabe, som ens specifikke medarbejdersammensætning har. Det er også en af grundene til, at flere og flere virksomheder introducerer nye bundlinjer, så de ikke kun måler på økonomien, men også på andre parametre som mennesker, bæredygtighed og miljø. Simpelthen fordi medarbejderne er en større og vigtigere faktor.

Hvad er employer branding? Det strategiske arbejde

Men hvad er employer branding mere præcist?

Kort fortalt betegner employer branding virksomhedens strategiske arbejde med at skabe et stærkt varemærke som arbejdsplads med det formål lettere at kunne tiltrække og fastholde medarbejdere. Employer branding er således afgørende for at kunne tiltrække og beholde de dygtigste medarbejdere – og skal betragtes som et langt mere dybdegående foretagende end de indholdsplaner for sociale medier eller overskrifter og politiker, som HR eller marketing kan sende ud.

Nærmere bestemt er employer branding den samlede oplevelse af jeres kommunikation, markedsføringen af jeres virksomhed og følelsen af, hvordan det er at arbejde for lige netop jer. Employer branding er billedet af jeres som virksomhed – indefra og ud.

 

ar du spørgsmål til ovennævnte, kan du kontakte POULSEN på kontakt@poulsen-job.dk eller på tlf. 7539 3431.